Sydhavnen er i kommuneplanens kap. 3 udlagt som et område, hvor der kan finde en større byudvikling sted.
Dette harmonerer slet ikke med kommuneplanens hensigt i Kapitel 5 ‘En sund klimaby med plads til natur, kultur og fritid’, hvor der lægges vægt på: Mål for Københavns udvikling er bl.a. at udviklingen af byens rekreative faciliteter og grønne/blå områder følger
befolkningsudvikling og -sammensætning.
- Forudsætningerne for det planglagte nybyggeri i København mangler
Der kan stilles et stort spørgsmålstegn ved kommuneplanens præmis om at befolkningstilvæksten vokser og behovet for de mange nye boliger. I København går det i den modsatte retning. Der har nettotilflytningen været negativ de seneste seks år. Såvel færre unge tilflyttere som
nyfødte lægger en dæmper på befolkningsvæksten. Københavns Kommune har hver dag de senere år sagt farvel til 13 indbyggere flere, end der er flyttet til byen fra andre kommuner. Faktisk har København vendt en positiv nettotilflytning på 436 personer i 2016 til en nettofraflytning på 3412 personer i 2020, viser en analyse fra Spar Nord, som har set på, hvilke byer, som har oplevet de største ændringer i nettotilflytningen. Ifølge Jens Nyholm, cheføkonom i Spar Nord, skyldes fraflytningen fra København, at prisstigninger har gjort det svært for mange at finde det ønskede antal kvadratmeter i byen. (kilde: Børsen, maj 2021). Mange nye boliger i fx Sydhavnen kan slet ikke sælges eller lejes ud, de er alt for dyre, og står enten tomme eller beboes af expats og midlertidige lejere, hvilket er ødelæggende for bydelens sammenhængskraft. Blot tag et kig på www.akutbolig.dk og se de hundredvis af ledige og alt for dyre boliger i København og Sydhavnen. Forudsætningerne for det planglagte nybyggeri i København mangler altså. - Byggeri i den skala kommuneplanen planlægger i Sydhavnen, er i direkte strid med kommunens biodiversitetsstrategi og med hensyntagen til de eksisterende grønne områder
Tippen og Valbyparken er hele byens grønne lunge. Vi så under corona hvordan københavnere i hundredvis valfartede til Sydhavnens grønne områder Valbyparken og Tippen. Tippen og Valbyparken er et unikt, langt og stort område, der er af
stor betydniing for biodiversiteten. Der er en stor variation af
biotoper med en bred vifte af arter, bl.a. flere flagermusarter,
herunder troldflagermus, vandflagermus og brunflagermus, som er beskyttet af Habitatsdirektivet, adskillige rødlistede fugle, herunder isfuglen, samt grønbroget tudse, der også er på EF-Habitatdirektivets Bilag IV. Det betyder at den ikke kun er beskyttet i Habitatområderne, men i hele dens udbredelsesområde. Blandt insekterne er Grøn mosaikguldsmed en bilag IV art, der lever på Tippen. Byggeri med støv, støj, grus og lys, fældning af gamle træer, anlæggelse af veje der afskærer de grønne kiler, øget trafik samt øget befolkningspres i de grønne områder truer alle disse beskyttede arter. Byggeri i den skala kommuneplanen planlægger, er i direkte strid med kommunens biodiversitetsstrategi og mangler hensyntagen til de eksisterende grønne områder. Afskæring eller formindskelse af de grønne kiler vil hindre arternes bevægelse. - Borgerne bør inddrages meget mere i byplanlægningen
I sydhavnens Venner ønsker vi, at der udarbejdes en helhedsplan som sikrer at kommune- og lokalplaner udarbejdes under hensyn til Sydhavnens egenart, natur, sociale liv, særlige kultur og biodiversitet. Herunder:
- en overordnet nedskalering af nybyggeri i København, og i særdeleshed i Sydhavnen
- at Københavns Kommune som led i udarbejdelsen af en kommende lokalplan for Bådehavnsgade II udarbejder en Helhedsplan for alle de områder, som påvirkes af projektet i væsentlig grad. Det drejer sig om Det gamle Sydhavn, Valbyparken, Tippen og Fiskerhavnen.
- at Helhedsplanen udarbejdes i samarbejde mellem Teknik- og
Miljøforvaltningen, Kongens Enghave Lokaludvalg, lokale grundejere og relevante lokale foreninger, fx haveforeningerne, Sydhavnens Venner og Det Grønne Knæ. - at Teknik- og Miljøforvaltningen fremlægger undersøgelser om trafik og miljø og andre vilkår for området som en del af Helhedsplanen
- at kommende byplaner værner og bevarer byens / Sydhavnens grønne og blå åndehuller til gavn for mennesker, natur og en bæredygtig fremtid.